Streaming af undervisning til sekundære lokationer
I forbindelse med at du skal streame din undervisning eller vejledning med flere lokationer - det kunne være fra et undervisningslokale til et eller flere auditorier, kan Zoom i høj grad anvendes.
Denne vejledning kommer med forslag til, hvilke overvejelser du bør gøre dig i din forberedelse.
I tilfælde af du streamer din undervisning ud til flere, så bør du overveje, hvordan modtagerne er organiserede.
- Sidder modtagerne hver for sig, kan hver især deltage i undervisningen med deres egen Zoom.
- Sidder modtagerne flere sammen - f.eks. i undervisningslokaler eller auditorier, anbefaler vi, at én PC sættes op i lokalet og kobles på Zoom som eneste deltager i lokalet - PC’en kan evt. tilføjes et webkamera, der viser deltagerne i lokalet.
Dialog med deltagerne
For at stille alle deltagere lige - uanset om de sidder i samme lokale som primærunderviseren eller i sekundære lokaler, anbefaler vi at du benytter et spørgeprogram som f.eks. AhaSlides. Derved er alle deltagerne lige, og du undgår derved at spørgsmål bliver stillet efter devisen “højeste stemme” fremfor “bedste spørgsmål”.
Valg af streamingudstyr
Fra DIGITAL anbefaler vi to simple løsninger til at streame din undervisning. De to løsninger afhænger af den måde, hvorpå du regner med at undervise dine deltagere.
- Hvis du sidder stille ved din PC, anbefaler vi, at du enten benytter dig af webkameraet på din PC eller at du låner et eksternt webkamera (Logitech BCC950) af DIGITAL. Sidstnævnte er et webkamera, der står på bordet og filmer dig i ca. 35 cm højde.
- Hvis du i højere grad bevæger dig rundt i lokalet kan du benytte følgende:
- Sættet består af et simpelt eksternt usb webkamera, der kan drejes 360° og placeres enten på skærmen eller på en trefod, samt en trådløs mikrofon. Sættet er blevet gennemtestet af DIGITAL og kan rekvireres hos Helpdesk - pris pr. sæt er kr. 2.000. Vi anbefaler at bestille i god tid.
Bemærk: når du sætter webkameraet op, skal du være opmærksom på placeringen i forhold til naturlige og elektriske lyskilder, således du undgår at kameraet optager dig i modlys. Såfremt modlys ikke kan undgås, kan problemet løses ved at sætte en lampe op ved siden af webkameraet, der belyser dit ansigt forfra.
Test af lyd
Når du sidder i lokalet og skal sikre at lyden er som den skal være, anbefaler vi, at du går ned i lydindstillingerne Zoom og vælger “Test Speaker & Microphone”.
- Test af højtaler: Kommer lyden ud af den rigtige højtaler. Tryk “Yes” for at bekræfte ellers tryk “No” for at prøve den næste højtalerindstilling.
- Test af mikrofon: Sig et eller andet og hold en pause. Kan du høre din tale i højtaleren? Tryk “Yes” for at bekræfte ellers tryk “No” for at prøve den næste mikrofonindstilling.